Medlemmer

Jesper Bank

Sejlsportsmand

(f. 6. april 1957)

Klubber: Fredericia Sejlklub og Aabenraa Sejl Club
Udvalgte titler: H-båd: Dansk mester 1980, 1986, 1988-91, VM guld 1988 og 1989,
Soling: EM guld 1989, 1995 og 2000, VM guld 1989 (uofficielt) og VM guld 2000
(matchrace), OL guld 1992 og 2000 (begge matchrace), Drage: Dansk mester
1989,1990 og 1996, VM guld 1993 og 1997, Matchrace-båd: VM guld 1999
Hædersbevisninger: Årets sejler i Danmark 1989, 1992 og 2000, Årets sportsnavn
1992, Årets rebel 2000

Produceret af Marco de los Reyes/DR Sporten.
Se flere videoer fra DR's store sportshistoriske arkiv: DR Sportens Historiske Univers.

 




Sejlsportsmanden Jesper Bank er med to guldmedaljer og en bronzemedalje Danmarks næstmest vindende OL-sejler gennem tiderne efter legendariske Paul Elvstrøm.

Skipper Bank har desuden opnået utallige andre topplaceringer i internationale sejladser, heriblandt er det blevet til seks officielle verdensmesterskaber og tre europamesterskaber i fire forskellige bådtyper.

Den målrettede sportsmand er kendt for stor sejlerdygtighed parret med et enormt overblik. Dertil kommer en fantastisk evne til at håndtere pressede situationer samt teknisk og taktisk snilde på et meget højt niveau.

Seniorgennembruddet kom i 1980, da Bank overraskende vandt DM for H-både.

Efter at have slået den dobbelte OL-guldvinder Valdemar Bandolowski i udtagelsessejladserne til OL i Los Angeles 1984 opnåede Bank en 12. plads.

Et resultat som fire år senere forbedredes til en bronzemedalje ved sejladserne ud for Pusan i Sydkorea.

En knæskade og en efterfølgende dobbeltoperation kort før OL i Barcelona 1992 besværliggjorde Banks OL-forberedelser. Alligevel lykkedes det Jesper Bank og gasterne Steen Secher og Jesper Seier at vinde over det amerikanske mandskab i finalen i solingklassen, der af tv-mæssige grunde blev afviklet som matchrace - en afgørende duel båd mod båd.

Otte år senere blev succesen gentaget af skipper Bank og gasterne Henrik Blakskjær og Thomas Jacobsen ved OL 2000 i Sydney, hvor Bank var fanebærer. I finalen, i de flotte rammer tæt ved operahuset, blev den tre-foldige OL-guldvinder, tyskeren Jochen Schümann, og hans mandskab sat til vægs med 4-3.

Efterfølgende var Bank skipper på to America’s Cup hold, svenske ’Victory" Challenge’ og tyske ’United Internet Team Germany’, i den prestigefyldte Louis Vuitton Cup.

Her blev det til en 5. plads i Auckland i 2002 samt en 10. plads ud for Valencias kyst i 2007.

Jesper Bank blev optaget i Hall of Fame i 2009.