Medlemmer

Morten Olsen

Fodboldspiller

(f. 14. august 1949)

102 landskampe/4 mål (1970-89)

Klubber: Vordingborg IF (1957-69), B 1901 (1970-72), Cercle Brügge KV (1972-76), Racing White Molenbeek (1976-80), RSC Anderlecht (1980-1986), 1. FC Köln (1986-89)
Titler: Belgisk mester 1981, 1985 og 1986, UEFA Cup vinder 1983, Som træner: Dansk mester 1990 og 1991, Hollandsk mester og pokalvinder 1998
Hædersbevisninger: Årets fodboldspiller i Danmark 1983 og 1986, Som træner: Årets træner i Danmark 2001

Produceret af Marco de los Reyes/DR Sporten.
Se flere videoer fra DR's store sportshistoriske arkiv: DR Sportens Historiske Univers.

 



Morten Olsen var den naturlige leder på banen og som fodboldspiller alsidig.

Han startede som højre wing, blev siden flyttet ned på midtbanen, og sluttede som den uovertrufne og perfekte forsvarsdirigent på liberopladsen med en central rolle i det opbyggende spil. Mod Vesttyskland ved VM i Mexico 1986 gik han eksempelvis med frem, hvilket medførte, at der blev begået straffespark mod ham.

Morten Olsen var uhyre boldsikker og spillede med et fremragende overblik. Hovedet brugte han til at tænke med, og skud på mål overlod han primært til andre.
Olsen, der som ung dyrkede gymnastik, undgik karrieren igennem de helt store skader, og som fodboldspiller blev han bedre og bedre med årene.

Landsholdskarrieren begyndte i 1970 mod Norge, og han var blandt andet med til at spille Danmark til OL i München 1972.

Inden OL var Morten Olsen gået over i de professionelles rækker, hvor det blev til 17 år i henholdsvis Cercle Brügge, Racing White Molenbeek, Anderlecht og FC Köln.
I Anderlecht blev det til flere belgiske mesterskaber samt deltagelse i UEFA Cup finaler i både 1983 og 1984.

Med Morten Olsen som forsvarsdirigent og anfører kvalificerede landsholdet sig til slutrunderne ved EM i 1984, VM i 1986 samt EM i 1988, hvor den gamle garde takkede af.
Morten Olsen gjorde dog comeback på landsholdet, da der var brug for hans erfaring: Han spillede som den første dansker landskamp nr. 100 mod Bulgarien i 1989 og sluttede mod Brasilien foran Idrætsparkens gamle, fyldte tribuner i forbindelse med DBU's 100 års jubilæumsturnering i juni 1989.

Morten Olsen blev optaget i Hall of Fame i 1998.