Medlemmer

Leif Mortensen

Cykelrytter

(f. 5. maj 1946)

Cykelhold: CC Gladsaxe (1961-69), BIC (1970-74), Maes-Watney (1975)
Udvalgte titler: Dansk mester 100 km-hold 1968, Amatørverdensmester på landevejen 1969, Grand Prix de France 1969, Trofeo Baracchi 1971, Vinder af etapeløbet Belgien Rundt 1973, Grand Prix Aix en Provence 1973
Hædersbevisninger: Årets landevejscyklist 1967 og 1968, BT’s guld 1969, Årets tolver i Ekstra Bladet 1969

Produceret af Marco de los Reyes/DR Sporten.
Se flere videoer fra DR's store sportshistoriske arkiv: DR Sportens Historiske Univers.

 


Leif Mortensen var Danmarks første store internationale etapeløbsrytter. Han var i det hele taget alsidig som cykelrytter, idet han også kunne gøre sig gældende i endagsløbene. Han var stærk i bjergene, rimelig god i spurt, mestrede enkeltstarterne og var god i blæst.

Af endagsløbene var det ikke mindst VM på landevejen, hvor ’Leif den lykkelige’ gjorde sig bemærket: I sit helt store år, 1969, kørte Leif Mortensen fra alle konkurrenterne i tjekkiske Brno og vandt amatørernes verdensmesterskab foran belgieren Jean-Pierre Monseré. Året efter byttede de to podieplads i de professionelles VM-løb på landevejen.

Leif Mortensen var, trods de flotte individuelle resultater på landevejen, en af verdens bedste hjælperyttere: Som professionel på det franske BIC-hold fra 1970, var han vandbærer for sin spanske holdkaptajn Luis Ocana. Indsatsen fra Mortensen var medvirkende til, at Luis Ocana i 1973 vandt Tour de France foran legendariske Eddy Merckx og at BIC-holdet to gange vandt holdkonkurrencen i Tour de France.

Trods status som hjælperytter formåede Leif Mortensen også selv at opnå flotte resultater: I 1971 blev han samlet nr. 6 i Tour de France. Den indtil da bedste danske placering nogensinde. Det blev også til flere etapesejre i Paris-Nice, blandt andet i 1973, hvor han vandt foran legendariske Eddy Merckx.

Gennembruddet for Leif Mortensen kom, da han var med på 100 km holdet, som vandt sølv ved VM 1967. En bedrift han var med til at gentage to år senere.

Ved OL i Mexico 1968 var Leif Mortensen udtaget til 100 km-holdet og oprindeligt kun reserve individuelt, men på ledernes foranledning blev det lavet om, og det med et synligt udbytte: En sølvmedalje.

Som temporytter huskes Leif Mortensen især for sin deltagelse i den årlige og berømte Trofeo Baracchi-tidskørsel: I 1971 vandt han i ny rekordtid sammen med sin spanske holdkaptajn Luis Ocana: De 109 km blev kørt med 48,706 km/t. En rekord som stod i flere år.

Leif Mortensen sluttede som professionel med et år på et belgisk cykelhold og stoppede i 1976 efter nogle seksdagesløb.

Leif Mortensen blev optaget i Hall of Fame i 1994.