Medlemmer

Paul Elvstrøm

Sejlsportsmand
 

(f. 25. februar 1928 - d. 7. december 2016)


Klubber: Hellerup Sejlklub

Udvalgte titler: Firefly: OL guld 1948, Finnjolle: OL guld 1952, 1956 og 1960, VM guld 1958 og 1959, EM guld 1960, Flying Dutchman: VM guld 1962, EM guld 1954, Snipe: VM guld 1959, Dansk mester 1955, 1957 og 1959, 505 jolle: VM guld 1957 og 1958, EM guld 1958, Star: VM guld 1966 og 1967 5,5: VM guld 1966, Soling: VM
guld 1969 og 1974, EM-guld 1970 og 1971, Dansk mester 1970 og 1971, ½ ton: VM guld 1972 og 1981, Tornado: EM guld 1983 og 1984

Hædersbevisninger: Den olympiske orden i bronze, Ridder af Dannebrog, Kåret som det 20. århundredes største sportsmand i Danmark af Danmarks Idræts-Forbund i 1996, BT’s guld 1948, 1956, 1967, Dansk Sejlunions ærestegn, Udvalgt til kulturministeriets idrætskanon, Optaget som det første medlem af ISU’s Hall of Fame i 2007

Paul Elvstrøm er nok den største og mest alsidige sejler verden hidtil har set. Han er mere end nogen manden, som bærer æren for, at Danmark har kunnet hævde sig som en af verdens førende sejlsportsnationer. Da Danmarks Idræts-Forbund i 1996 havde 100 års jubilæum, blev han kåret som det 20.århundredes største sportsmand i Danmark.

Elvstrøm huskes især fra de Olympiske Lege: Her vandt han fire guldmedaljer på stribe fra 1948-60 og var olympisk aktiv fra 1948-88. I alt var han med ved ni OL’er.
Blandt mange andre store resultater kan nævnes ikke mindre end 13 verdensmesterskaber i otte forskellige bådtyper. Elvstrøm var så suveræn på søen, at han ved flere lejligheder vandt den samlede konkurrence før den sidste sejlads. Elvstrøms suverænitet skyldtes, udover talent, en meget professionel indstilling til sin sport. Han trænede hårdt hjemme og brugte tusindvis af timer på søen.

Gennem hele karrieren har han høstet erfaring, som ikke alene har haft stor betydning for hans egen sejlads, men også udmøntet sig i konstruktion af nyttigt udstyr, for eksempel hans berømte Elvstrøm redningsvest, Elvström Bailer og Elvström Winchblok. Bedst kendt er nok Elvström Sails med den lille røde tretakkede krone øverst.

Elvstrøm gjorde sig også som bådkonstruktør, idet bådtyper som trapezjollen, kvart-ton og halv-ton er blevet designet på hans tegnebord.

Paul Elvstrøm, der sluttede ved OL 1988 i tornadoen med datteren Trine som gast, blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992.