Sidste nyt

    Racer-legende nyt medlem af Hall of Fame

    7. januar 2018

    Den tidligere racerkører Tom Kristensen kan fremover titulere sig selv som medlem af Sportens Hall of Fame. Lørdag aften blev den nidobbelte vinder af 24 timers løbet på Le Mans afsløret som nyt medlem af den eksklusive klub.


    Gennem to årtier var han en af de mest populærere danske idrætsudøvere, og derfor var der ikke overraskende store klapsalver i Boxen i Herning, da hobrogenseren afslørede sin egen buste som et synligt bevis på, at han nu er en del af Sportens Hall of Fame.


    ”Jeg er utrolig glad og beæret, og det er en fantastisk ære,” siger Tom Kristensen og uddyber:
    ”Tænk at jeg får en buste til at stå i Idrættens Hus i Brøndby sammen med de fantastiske personligheder i Hall of Fame, som har præget mig og dansk idræt. Jeg ser frem til, at nattevagten slukker lyset, så skal alle os medlemmer have nogle fantastiske samtaler.”


    Der er tre tidligere speedwaykørere i Sportens Hall of Fame, men det er først nu, at automobilsporten får et medlem i det fine selskab.


    ”Det her er også noget særligt for automobilsporten og en udmærkelse for den. Jeg håber, at sporten kan drage nytte af dette i fremtiden til at vokse sig endnu større og endnu bedre,” siger han.


    Folkeeje
    Tom Kristensen, der indstillede sin karriere i 2014, kan se tilbage på et liv på fire hjul med Le Mans-løbet som det store omdrejningspunkt. 18 gange stillede han til start i verdens hårdeste og mest berømte udholdenhedsløb, og ni gange kunne han efterfølgende lade sig hylde som sejrherre – blandt andet seks gange i træk fra 2000 til 2005. Ingen har vundet løbet så mange gange i træk eller så mange gange i alt som Tom Kristensen.

     

    Fakta om Tom Kristensen


    Født: 7. juli 1967


    Udvalgte titler: Vinder af 24 timers-løbet på Le Mans ni gange (1997, 2000, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005, 2008, 2013), yderligere fem podieplaceringer i Le Mans, vinder af 12 timers-løbet på Sebring seks gange (1999, 2000, 2005, 2006, 2009, 2012), vinder af FIA World Endurance Championship (2013), Ridder af Dannebrog (2014)


    Hædersbevisninger: Årets Sportsnavn (2002, 2005), BT Guld (2001, 2002, 2013)

     

    Tilbage