Medlemmer

Ole Ritter

Cykelrytter

(f. 29. august 1941)

Cykelhold: ABC (1958-66), Germanwox-Wega (1967-1970), Dreher (1971-72), Bianchi-Compagnolo (1973), Filotex (1974-75), Sanson (1976-77)
Udvalgte titler: Dansk mester på landevej 1962, 1964 og 1966, Nordisk mester for hold 1964 og nordisk mester på landevej 1966, Indehaver af timeverdensrekorden 1968-72, Europamester i derny-pace 1976
Hæderbevisninger: Årets tolver i Ekstra Bladet 1963 og 1965, BT's guld 1965, DCU's æresnål 1991

Ole Ritter var en temporytter i verdensklasse, der leverede fantastiske resultater på cykelbanen, på landevejen og i de store enkeltstartsløb via sine karakteristiske energiudladninger og eksplosive ryk.

Han imponerede cykelverdenen i sin debutsæson som professionel, da han i 1967 vandt en enkeltstartsetape i Giro Italia foran store cykelnavne som Bracke, Anquetil og Merckx. En bedrift han gentog i 1971. I alt blev det til fire etapesejre i giroen.

Året efter indtraf vel nok karrierens største resultat: I Mexicos tynde luft lykkedes det ham kort før OL at slå den eftertragtede timeverdensrekord, som efter Ritters dåd nu lød på 48 km, 653 meter. Rekorden stod i fire år, indtil legendariske Eddy Merckx slog den. Ritter prøvede i 1974 at generobre rekorden, og han slog da også sin egen rekord fra 1968 to gange, men det rakte ikke til at slå Merckx.

I alt satte Ritter ni verdensrekorder på bane på distancer fra 5 km til 100 km.

Gennembruddet kom i 1962 som amatør, hvor Ritter tordnede frem på landevejen kulminerende med at vinde to sølvmedaljer ved VM i Italien i henholdsvis det individuelle landevejsløb og for hold (100 km).

I 1966 vandt han det nordiske mesterskab på landevej efter et drabeligt opgør med de berømte svenske Petterson-brødre. I 1968 fik Ritter sølv ved VM i 5 km forfølgelsesløb.

I de store enkeltstartsløb var Ritter med helt med fremme: Grand Prix Lugano vandt han i 1970 og 1974. Tre gange blev han nr. 2 med skiftende makkere i den berømte Trofeo Baracchi-tidskørsel. Det blev også til en etapesejr i Paris-Nice i 1970.

Det blev til ni deltagelser for Ritter i Giroen, hvoraf 7.pladsen i 1973 var Ritters bedste placering. Han var med én gang i Tour de France: I 1975, hvor han blev nr. 47.
Ritter kunne også i seksdagesløb: I 1965 vandt han det svenske seksdagesløb og i slutningen af karrieren blev det også til sejre: I 1974 og 1975 i Herning med hollænderen Leo Duyndam samt i Forum i 1977 med belgieren Patrick Sercu.

Efter karrieren var Ole Ritter cykelimportør. Desuden har han ofte været cykelekspert på tv i forbindelse med cykelløb ligesom han arrangerer sit eget cykelløb, Ritter Classic.

Ole Ritter blev optaget i Hall of Fame ved etableringen i 1992.